Kims Øletiketter

Bogense Bryggeri, Bogense


Bogense Bryggeri var et af øens små bryghuse og lå fra start til slut på Odense Landevejen.I april 1906 begyndte L. Rasmussen opførelsen af Bogense Bryggeri, som officielt blev taget i brug én af de sidste dage i december samme år. Det kostede ca. 50.000 kr. at bygge bryggeriet - en anseelig sum den gang. I starten bryggedes kun hvidtøl, men brygger Rasmussen havde i en sidebygning ladet opstille dampkedel, kar og pasteuriseringsapparat, beregnet til brug for brygning af "dobbeltøl". Om Rasmussen nogensinde kom til at brygge andet end hvidtøl, vides ikke.

Bryggeriet producerede både øl og malt, men ejeren L.J. Rasmussen kunne ikke få økonomien til at hænge sammen og allerede i 1917 blev produktionen stoppet og bryggeriet lå stille indtil Albani overtog det i 1923 - iflg. rygterne for 26.000 kr. Albani var især interesseret i maltproduktionen, der var kendt for sin høje kvalitet.

Efter Albani-overtagelsen blev bryggeriet bestyret af brygger Niels Holm fra Esbjerg. Udover bryggeren, var der ansat en medhjælper og en arbejdsdreng, samt et par chauffører. Produktionen af malt fortsatte og stakitøllene (hvidtøl) var populære i det nordfynske. Bryggeriet producerede også sodavand. Albani lukkede bryggeriet i 1968.


Bogense Bryggeri